Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En af de mest bedst sælgende forfattere overhovedet, Danielle Steele, har altid levet højt på at massefremstille lægeromaner. Dertil er der en lang række filmatiseringer, af stort set alle hendes bøger. Universet i hendes romaner og film, er ofte i bund og grund en virkelighedsflugt, for romantikhungrende sjæle. Et af de slags moderne rosenrøde eventyr, hvor stereotype gentlemen underkaster sig den kvindelig hovedperson og pastelfarvet kærlighed blomstre, når det er mindst forventet. ”Sikker Havn” er absolut ingen undtagelse.
Elleveårige Pip (Liana Liberato) lever alene med sin mor Ophelia (Melissa Gilbert), der efter en meget tragisk ulykke har vendt verden ryggen i den lille havneby Safe Harbour - meget mere allegorisk kan det næppe blive. Lille Pip er derfor ensom og fortvivlet over hele det frygtlige drejning tilværelsen har taget. Heldigvis møder hun tilfældigt kunstmalerhunken Matt Bowles (Brad Johnson) i det lille beskyttede samfund, der i mere end en forstand fører den lille familie i sikker havn. Intet er naturligvis så nemt, at det ikke sker uden en snert af dramatik og forlorne kærlighedserklæringer, da Ophelia og Matt går gennem ild og turkis badevand for at genfinde kærligheden.
Danielle Steel er Danielle Steel – man ved hvad man får og det kan ikke komme som den store overraskelse, at ”Sikker Havn” er helt ustyrlig fesen. Dette er noget hun aldrig har lagt skjul på, snarere tværdigmod, og man mærker hurtigt at Steel er en rutineret ræv i faget. Handlingen er nemlig utrolig tight og skåret helt ind til benet, der er fuldt ud kontrol over narrativ og virkemidler, hvilket faktisk kom bag på mig. Ganske vist er historien forudsigelig og sikkert skrevet tusind gange før efter skabelon – men det virker helt efter hensigten. Sagen er jo bare den, at historien grænser til det vamle og er ufrivilligt komisk på den slemme eskapistiske facon.
Man kan undrer sig over, at skuespillerne overhovedet kan holde masken, når de kaster sig forfjamsket rundt i den baige sofa, ruller teatralsk rundt i strandkanten eller hyler op over hvor hård livet er i et sommerhus på størrelse med Rosenborg. Men de gør det skam godt. Særligt Melissa Gilbert gør det til perfektion som Botex-prinsessen, der scorer den følsomme bøf alle middelalderende overklassedamer kigger efter. Det er en slags kulørt fantasi af enorme propotioner og ud fra de forudsætninger holder ”Sikker Havn” som et gedigen moderne eventyr. Når alt kommer til alt, adskiller fortællingen sig ikke synderligt meget fra klassiske kærlighedsdramaer i formen, men udførelsen er en grotesk opvisning i indbildsk og selvoptaget kvinde-chauvinisme.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
