Skriv en kommentar
Filminstruktøren Salvador Mallo (spillet af Antonio Banderas, som modtog skuespilprisen i Cannes for rollen) har haft stor succes med sine film og står nu ved slutningen af sin karrierebane. Hans nyrestaurerede hovedværk skal have repremiere, og han plages af fysiske lidelser og en altopslugende følelse af tomhed, der stiller spørgsmål ved hvad en flot karriere betyder i forhold til resten af livet. Han drømmer sig tilbage til barndommen, hvor de fattige på penge boede i en grotte men var rige på kærlighed fra hans viljestærke mor (Penelope Cruz), og han mindes både drengeårenes narrestreger og det første strejf af seksuelt begær.
I tomhedens jagt på noget mere, opsøger han skuespilleren Alberto Gredo (Asier Etxeandia), som han tidligere er raget uklar med, og i et fælles rus af afhængighed giver han efter for Albertos ønske om at opføre den kærlighedshistorie han har skrevet for at glemme. Salvador overdrager manuskript og signatur til Alberto, som foran et nøgent hvidt lærred som eneste scenografi opfører ordene, uvidende om at historiens hovedperson Frederico (Leonardo Sbaraglia) ved et tilfælde er blandt publikum og genkender hvert et ord.
Pedro Almodóvar har med Smerte og ære lavet en bemærkelsesværdig film, der kombinerer humor med alvor og en unik farveskala, som kun han kan. Den er gennemsyret af intenst nærvær og følelser, der på poetisk vis leveres tilpas subtilt, så der er plads til at man som publikum får lov at tænke selv og blive opslugt af historien.
Det er velfortalt og er en visuel og følelsesladet fornøjelse, som det er nærliggende at tænke handler om Almodóvar selv, og om hvordan han blev formet som forfatter og filmskaber med det hvide lærred som vidne, følgesvend og skæbne. Han fortæller i et interview om filmen, at det er en film han har ønsket at lave i årtier, og som måske handler om ham selv:
”Fiktion og livet er to sider af sammen sag og livet indeholder altid smerte og begær”, fortæller Almodóvar og fortsætter: ”Først brugte jeg mig selv som reference, men når man først begynder at skrive, laver fiktionen reglerne og gør sig fri af oprindelsen. Virkeligheden giver mig de første linjer, men jeg må opfinde resten.”
Det er der kommet en vellykket og velfortalt film ud af, som er stærkt bakket op af godt skuespil, hvor især Antonio Banderas gør sig bemærket. Han leverer en sublim skuespilpræstation i en rolle langt fra de mere tapre roller, vi er vandt til at se ham i. Han viser her et dybfølt, stærkt og varieret følelsesudtryk med intensitet, der rækker langt ud over lærredet og helt ned i krogene af biografsalen.
Almodóvar har med Smerter og ære begået en farverig og toneafstemt perle af en film, som undertegnede vil glæde sig til at se igen.
Trailer:
