Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der er ingen tegn på metaltræthed eller repeterende monotoni i syvende sæson af South Park, og selv da der er, så vender skaberne serien på hovedet og laver et afsnit hvor de tager pis på deres egen tendens til skabeloner. I modsætning til animerede pendenter som Family Guy, der mildest talt var blevet gentagende og småkedeligt da syvende runde ramte skærmene, så viste Trey Parker og Matt Stone stadig ingen tegn på at ville skrue tempoet, spydighederne eller provokationerne ned, hverken da disse afsnit første gang blev vist i 2003 eller for den sags skyld i dag, hvor serien har nået 14 sæsoner og stadig kører for fuld skrue.
Syvende sæson har masser af mindeværdige højdepunkter som fans af serien stadig citerer i dag. Hvad enten vi følger krøblingene Timmy og Jimmy i deres forsøg på at skabe fred mellem de voldelige bander Crips og Bloods, om eventyret roterer om Cartmans utrættelige længsel efter La Casa Bonita eller om vi præsenteres for en usigeligt morsom gennemgang af mormonernes religionshistorie, så sidder satiren altid lige i øjet, replikkerne er sindssygt skarpe og ironien er så tyk at den virker som støby i beton. South Park er en af de ufatteligt få serier der vitterligt er blevet bedre sæson for sæson og det er syvende sæson endnu en gang en understregning af.
Så forbered dig på en gennemført nedbrydning af alverdens fordomme, pop-tendenser og kendistilbedelse. Kristen rock bliver jordet, Ben Affleck bliver forelsket i en hånddukke ved navn Jennifer Lopez og drengene opdager af hele jorden i virkeligheden er et intergalaktisk reality-show. Intet er helligt i South Park og gud ske tak og lov for det. Se bare Christopher Reeve suge stamceller direkte fra nedfrosne baby-fostre og udvikle sig fra et lammet offer til en overmenneskelig superskurk med et horn i siden på Gene Hackman. Længe leve intelligent ironi!
PAN Vision.
