Skriv en kommentar
Trekantsdrama på stepperne
Den unge pige Dina (Elena An) lever med sin far Tolgat (Karim Pakachakov) i et forfaldet hus langt ude på Sovjetunionens centralasiatiske stepper anno 1949. Når Tolgat kører på arbejde i sin ladvogn, bliver Dina hjemme eller hun mødes med den lokale rytter, drengen Kaisyn (Narinman Bekbulatov-Areshev), der er forelsket i hende. En dag kommer den unge fotograf Maxim Smirnov (Danila Rassomakhin) forbi og forelsker sig også i Dina. Nu er banet vej til et klassisk trekantsdrama, hvis det altså ikke var fordi at Tolgat bliver syg og sikkerhedsstyrker, bevæbnet med geigertællere, ankommer og begynder at spærre området af.
I begyndelsen af filmen ligger Tolgat på ladet af sin vogn midt ude i ødemarken med sit hoved hvilende på et får. Solen bager ned og hans ansigt ser stærkt forbrændt ud. Tolgat vågner, starter bilen og kører hjem til sit faldefærdige hus. Her bærer han fået ind i et aflukke og binder det op. Vi er nu godt otte minutter inde i Test og ingen, hverken Tolgat eller fåret, har sagt et ord.
Den eneste replik er en kamel, der brøler
Test er nemlig uden nogen dialog. Ikke en eneste replik i filmens 93 minutter. Derudover er den nærmest lydløs bortset fra vinden, vindspillene, lyden af ladvognen og underlægningsmusikken. Filmen er fortalt i et adstadigt tempo, hvor det er de velkomponeret æstetisk flotte indstillinger (ofte symmetriske) og den minimalistiske historie, vi som publikum skal sætte os for at nyde.
Historien skildrer tidsløsheden, harmonien med naturen og kærlighedsforviklingen mellem Dina, Kaisyn og Maxim. Tempoet og det visuelle design minder i den grad om den ungarske instruktør Bela Tarr, der har for vane at fortælle film i ultralangsomt tempo.
Moderne Stumfilm
The Artist (2011) er noget så sjældent som en stumfilm, hvor der ikke bliver vekslet et ord. Robert Redford siger kun et ord i All Is Lost (2013) og det giver mening, fordi han er fanget alene på havet. I Tarrs fremragende Hesten fra Torino (2011) bliver der heller ikke udvekslet mange ord, for filmen handler om tomheden, det trivielle, dagligdagens trummerum mellem to mennesker, der har levet sammen i årtier: og de behøver ikke at sige meget til hinanden.
Når Dina og Tolgat sidder lydløst overfor hinanden og drikker the, accepterer jeg stilheden mellem de to. Men da Dina møder fotografen Maxim, der kommer efter vand, bliver der ikke ført dialog, ligesom når Maxim senere inviterer Dina ud under stjernerne for at se lysbilleder, bliver der ikke vekslet et ord. Det er disse scener, der virker malplaceret, at ingen af de to siger et ord til hinanden. Instruktøren Aleksandr Kott har valgt at fortælle en film uden dialog, men i disse scener holder konceptet ikke, medmindre her er tale om to døvstumme figurer.
Kott har udtalt at ”Når man er virkelig tæt på et andet menneske, behøver man ikke ord for at kommunikere”. Det er korrekt med mennesker, som har levet sammen i mange år, men med to nyforelskede unge mennesker, virker det decideret underligt, at ingen af dem i mindste siger ”hej”, ”farvel” eller ”hvad hedder du?”. Test handler om en test, men filmen er også en test i sig selv, der kun delvist lykkedes.
Se Test hvis du vil overrumples æstetisk og billedeligt, men tænk ikke over at den undertiden er ulogisk.
