Skriv en kommentar
Over en million dræbes
I Indonesien væltede militæret regeringen i 1965 og i den forbindelse blev “hemmelige” dødspatruljer oprettet til at myrde kommunister – eller rettere: formodede kommunister. Anwar Congo og hans venner var blandt dem, som blev klækkeligt hædret for deres moderiske gerninger, der kostede over en million mennesker livet. Nu genforenes de alle igen, for at rekonstruerer deres forbryderiske handlinger på film i de genrer, de så hæmningslyst blev inspireret af til at slå ihjel.
Anwar Congos og hans venner er alle godt oppe i årene, men deres begejstrede minder lever fortsat. De medvirker gladeligt til at give deres vidnesbyrd, da de mere end gerne vil være ligesom de filmhelte, de har set op til. De skriver selv manuskriptet og spiller sig selv og ofrene i filmen, men undervejs kommer flere af Anwars venner pludselig i tvivl, om deres fortidige gerninger var retfærdige, mens andre frygter, at deres image vil blive ødelagt.
Så var det egentlig ikke okay, at slå over en million ihjel?
Virkelighedens skrubeløse mordere
Selvom der er gået over fyrre år, er de kompromisløse pensionerede mordere, Anwar Congo og hans venner, gået ustraffet igennem livet, men bemærkelsesværdigt af alt er, at deres sind tilsyneladende er gået lige så ustraffet. Når vi møder de tidligere selvudnævnte ‘gangstere’, møder vi arrogance og hånlighed, ingen fortrydelser eller anger. Nærmere tværtimod.
De fortæller lystigt og fattet om deres barbariske gerninger og den barske virkelighed fra fortiden. Som ældre herrer vandrer rundt til deres tidligere favorit mordsteder og engageret viser hvordan deres ynlingsmetoder til drab uden at blinke med øjnene. Sådan slog jeg et utal af kommunister ihjel med en stålwire eller sådan torturerede jeg og skar hovedet af en kineser.
Anwar Congo og hans venner praler med deres grusomme forbrydelser på menneskerettighederne og ved at instruktøren Joshua Oppenheimer lader dem tage styringen af filmen, bliver der skrællet lidt af lakken på facaden og der forsøges at skabe en forståelse for deres stolthed. Det er dog kun Congo som for alvor kommer på en parallel og personlig rejse gennem filmarbejdet, hvor han skal affinde sig med betydningen af det, han havde gjort.
Den barske virkelighed realiseres
De ansvarlige for disse forbrydelser er lige siden blevet hyldet i landet som helte for deres gerninger, samtidigt med at de i dag styrer landet som guvenører, senatorer, parlementsmedlemmer, ja en af dem er sågar Premiereminister for lov og menneskerettigheder.
De spektakulære er, at de gamle mænd viser deres metoder gennem rekonstrueringen af fortiden, ved at locationscoute, planlægge og filme scener til deres film. Dermed dramatiserer de deres erindringer om folkemordet, som de ønskede det og forherligede deres forbrydelser endnu mere. Mordernes villighed til at rekonstruere deres gerninger, bliver kun overtrumfet af deres pralende adfærd eller spøgen med mordene.
Anwar Congo og hans gangstervenner ejede biografer i Nordsumatra, men da kommunisterne førhen nægtede dem at vise amerikanske film, som var deres største intægtskilde, blev de udvalgt til at være en del af dødspatruljerne mod kommunisterne, de militæret overtog magten. Det betød deres filmsmag for westerns, film noir og gangsterfilm blev inspiration til deres frygtelige drabsmetoder.
Dårlig smag i munden
Det er mange ting i The Act Of Killing, som giver en decideret dårlig smag i munden, Det er specielt skræmmende at følge den paramilitæriske ungdomsbevægelse Pancasila, som fortsat eksisterer i dag. Her beretter en general til stor glæde for de tilhørende, om hvordan hans favorit voldtægtsoffer helst skulle være omkring fjorten år, når de indledte blodige angreb på små landsbyer.
Men en anden ting der giver en værre dårlig smag i munden, er måden de selvudråbte gangstere genforestiller sig mordene i deres film. Gentagende gange bliver den ene klædt ud som drag i et musical scenografisk mise-en-scene og andre gange viser Congo hvordan han, inspireret af en dansefilm, dansede mens han slog et menneske ihjel. Det er toppen af usmagslighed!
Dermed latterliggøres de afskyelige menneskelige forbrydelser med deres forudroligende og pralende arrogance, men det var den eneste made, hvorpå man kunne fortælle historien i deres øjenhøjde. Disse mennesker har været underlagt et diktaturisk jerngreb, hvor deres evne til at forestille sig nogen anden sandhed, helt og aldeles er blevet udvisket.
Anwar Congo og hans venner benytter alle midler på at selvretfærdiggøre deres forbrydelser, ved at kalde sig selv gangstere, som jo på engelsk betyder ‘frie mænd’. Det forekommer fuldstændigt uforståeligt for os andre og heldigvis er det da også dem, som kommer mest i tvivl om retfærdigheden af deres forbrydelser.
The Act Of Killing er en af de slags dokumentarer, der for alvor rykker noget ved verden. Der var en tid før den, og der er nu en tid efter, som ser helt anderledes ud.
En længere version af filmen vises på CPH Dox
