Skriv en kommentar
Filmen lægger ikke skjul på sin inspiration – fra mærkelige skovvæsner til en usædvanlig menneske-ven-skabshistorie. Selvom ”The Legend of Ochi” teknisk set er en original fortælling, trækker den kraftigt på titler som ”E.T.” og ”The NeverEnding Story”. Måske endda lidt for meget. Til gengæld har instruktør Isaiah Saxon valgt at skrue ned for CGI og green screen, og i stedet benytte rigtige lokationer og praktiske effekter, hvilket giver nogle virkelig smukke og dragende naturscener.
Yuri ( Helena Zengel) vokser op på en isoleret ø med sin familie. De bliver tit jagtet af skovæsnerne Ochi, som i faderens ( Willem Dafoe) øje er meget farlige. Yuri befinder sig dog ud for at tjekke en af farens bjørnefælder og finder tilfældigvis en såret baby-ochi. Yuri er fastbesluttet på at tage ham tilbage til hans familie, selvom det bliver farligt.
Den tyske Helena Zengel er kommet en lang, siden hendes fantastiske gennembrud i filmen ”Systembryder”, og det er meget imponerede at se hende i internationale produktioner. Her spiller hun Yuri, en ung pige, der er viljestærk og tør, at stå fast ved sin fars uhyggelige tanker. Dog må det siges, at Yuri aldrig forbliver en spændende karakter, da hele plottet er meget forudsigeligt.
Selv Willem Dafoe render rundt med stor armor-udrustning og vilde patriarkiske udtalelser med hans egen lille minihær af drenge. Han bebrejder naturligvis ochis for alt, der er gået galt i livet, i stedet for at se ind ad og lære af egne fejl.
Dog er denne film utrolig smuk. Det kan man ikke tage fra den. Instruktøren Isaiah Saxon har valgt netop at filme på rigtige lokationer, hvor vi får skønne naturbilleder, der ligger i horisonten. Og dels også et begrænset brug af CGI, da Ochis er dukkeføring med mærkelige lyde.
Filmens største svaghed er netop, at vi allerede efter 10 minutter kan gætte resten af handlingen. Det hele føles som “E.T. møder How to Train Your Dragon”, men i en mærkelig og mindre engagerende udgave. Selvom det visuelle er betagende, og ambitionerne tydeligvis har været høje, ender filmen med at snuble over sin egen nostalgi og manglende originalitet.
”The Legend of Ochi” ender med at blive en kedelig og forudsigelse legende. Helena Zengel gør, hvad hun kan og bærer størstedelen af filmen med hendes lille scenepartner. Filmen er alt for fokuseret på at være en hyldest til nostalgi end at være en personligt og originalt aftryk.
