Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hermed den første film fra med Pierce Brosnan siden han blev smidt overbord som James Bond. Her er han sjovt nok også i rollen som en ret hemmelighedsfuld figur, nemlig en såkaldt hitman. Alderen trykker og det gør det ikke på aftrækkeren. Ja, faktisk er Julian (som Brosnans rolle hedder) faktisk lettere afdanket og har mere travlt med unge kvinder og sprut, end at bøffe folk.
Han falder tilfældigvis over forretningsmanden Danny (Greg Kinnear – Det Bli'r Ikke Bedre, Godsend, To I Een) på en bar i Mexico og et pudsigt venskab opstår. Julian keder sig bravt og indvier Danny i sin makabre profession og inden Danny ved af det, er han i fuld gang med at hjælpe en lejemorder med sine gøremål. Danny er et forsigtig og nedtonet ”jakkesæt”, hvilket samtidig betyder den diametrale modsætning til Julian. Sidstnævnte har dog de stærkeste overtalelsesevner og så er det jo nok ikke svært at gætte hvad der så skal ske...
Et umage makkerpar er dannet med en række bizarre handlinger som følger. Det er lige som set før, og spørgsmålet er om denne film så holder vand på baggrund af et slidt koncept. Mit bud er at filmen er lykkeligt glemt senest en måned efter at folk har set den. En sær og rodet handling som ingen vegne fører. Den to-delte film redder absolut intet i land i hverken sin komposition eller udførelse. Dog har Brosnan enkelte sjove momenter og punch-lines, men de ligger alle i de første kvarter, siden bliver det decideret pinligt og Bond som cry baby og uligevægtig får på ingen måde heller det nødvendige modspil frem i Greg Kinnears rolle. Sidstnævnte har brugt for en ophøjet gavtyv med svie i munden som eksempelvis samspillet mellem de to konkurrerende baseballtrænere i Bad News Bears. Her spiller Greg Kinnear over for Billy Bob Thornton (læs: Guds gave til genren). Næppe heller en film som hverken Kinnear eller Brosnan skriver øverst på deres cv, for det er trættende og langsommeligt at følge med i de urimeligt søgte løjer. I bakspejlet minder plottet og figurerne, på den træsle måde, om et barnligt skænderi mellem to søskende på har travlt med at pege fingre af hinanden over en bagatel og ender med at blive så højlydte at mor til sidst må skille dem. Mor i dette tilfælde værende Hope Davis (The Weather Man), som spiller Dannys kone.
Filmen formår ikke at forny sig, hvilket sammen med et ufærdigt manuskript ikke gør det svært fluks at anbefale 100 andre film i samme genre. Faktisk er en anden af de store hurdler, de mange ligegyldige scener. Julefejringen er ligegyldig, swimmingpoolscenerne er ligegyldige og selv den detalje at Danny og konen har mistet deres søn i en trafikulykke fylder intet handlingsmæssigt, selvom det gentages fra tid til anden. Det kommer såmænd bare til at minde om en malplacering i en film som påstår at være en sort komedie. Sorte komedier er vist til for at få folk til at grine. Jeg vil sige at jeg skal kildres meget kraftigt under armene samtidigt for at det skulle lykkes. Hvis man ser bort fra de første 10 minutter, hvor det lykkes Julian at sprænge en bil i luften på cooleste vis samt at afvise en kvindelig beundrer ganske effektivt. Skal vi sige at den får en enkelt stjerne for det?
Ekstra materialet er tyndbenet. En making of på blot 7 minutter samt en ordentlig stak ligegyldige slettede scener. For det første er filmen som nævnt en gang rod, hvorfor det så er svært at tage det alvorligt at man kan bruge 7 minutter på at se hvordan rodet er blevet til. Det er lige så effektivt som at skovle sne mens det stadig sner. De slettede scener er lige så groteske. Hvorfor se scener som er ringere end dem som er ligegyldige i filmen? Bedst er faktisk de trailere for kommende biograffilm, og hvis det er bonus materialets højdepunkt er ordet fallit vist ikke for skarpt at bruge om den samlede udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
