Skriv en kommentar
Lad os starte med det basale.
Som kæmpe Nolan fan, og synet på Interstellar som hans absolutte peak, så går man ind og håber på at få nogenlunde samme følelse, som da man så den første gang.
Om jeg fik det med the Odyssey vil jeg vente med at afsløre.
Hans fortællinger og historier er ikke altid (nærmest aldrig) så basic som man kunne ønske sig.
Men jeg skal gøre mit bedste for, at gøre det så simpelt og spiseligt som muligt.
Vi følger kong Odysseus (Matt Damon) i tiden efter kampen om Troja, hvor hans listige plan gjorde, at de allierede konger sejrede og reddede Helen af Troja.
Hvis i har hørt om den trojanske hest, stammer udtrykket derfra.
Tropperne har kæmpet i 10 år og vil gerne drage hjemad nu, men hvad de ikke ved, er at vejen hjem ikke er så simpel og ligetil som de kunne ønske sig.
Odysseues bliver mødt af ting fra fortiden i nutiden, og begynder at tvivle på om hans handlinger i livet nu var de rigtige.
For tilbage i Ithaka er der en kone (Anne Hathaway), en søn som han aldrig har mødt før (Tom Holland) og en masse bejlere til til tronen og konens hånd, da ingen ved om Odysseus har overlevet efter krigen.
Årene går, styrken bliver mindre, sammen med hukommelsen, men Odysseus VIL tilbage, trods alle de naturlige og overnaturlige ting der prøver at stå på hans vej.
Hvis det nu en dag lykkes at vende tilbage, vil folket så tage imod ham med åbne arme, eller vil de netop prøve at få en ældre mand, der engang var noget, ned med nakken?
Det er det store spørgsmål.
Magt er nemlig en underlig ting, der kan få "de fleste" til at gøre ting, der er til deres egen fordel.
Men kun "de fleste".
Hvor tillid, troskab og gæstfrihed engang var det vigtigste i livet blandt det græske folk, er de værdier langsomt ved at uddø, sammen med legenden om Odysseus.
Rejsen er lang, kampen er hård, men med tro og styrke er alt muligt.
I bedste Nolan stil leges der med tid og sted, hvor vi bliver draget til tiderne før Troja, under kampen om Troja og selvfølgelig hele dramaet efter Troja i en stor fortælling som kun Nolan kan mestre det.
Filmen er et absolut mesterstykke både i fortælling og cast, der indeholder navne fra den absolutte A-klasse i Hollywood.
Vi følger rejsen både fysisk og psykisk sammen med Odysseus og følelserne får frit løb selv for den største macho-mand.
Navne som Robert Pattinson, Jon Bernthal, Lupita Nyong'o, Charlize Theron og Zendaya har jeg ikke engang nævnt i min anmeldelse, så kan i forestille jer et cast vi har med at gøre.
På billedesiden er det rent fryd for øjet, især når man efterfølgende får at vide at der nærmest ikke er blevet brugt CGI i de episke scener med kæmper og diverse andre kreaturerer.
Så siger jeg ikke mere, for det hele skal sanses og opleves af seeren selv.
En stor ros skal gives til filmens musikside, der endnu engang er komposeret af Ludwig Göransson som i tidligere film.
Der vil være masser af baggrundsmusik til de kommende youtubere og instagrammere efter denne film, det er helt sikkert.
Spørgsmålet er så, fik jeg samme følelse som da jeg så Interstellar første gang?
Deeeeeet kan i tro!
Måske vil Interstellar stadig have den specielle plads hos mig, men denne ramte på samme måde, med samme twists og hjernevridere som ved Nolans tidligere film.
Udover et lille mismatch i sprogbruget, der var lidt for moderne til tiden filmen foregår i, har jeg faktisk intet at sætte finger på.
Alt i alt, en pragtpræstation både fra skuespillere og Nolan.
Tænk sig, at i et stjernecast som denne, at den største stjerne faktisk er Nolan, og han leverer.
Kongen har talt, han har fået os igennem drømme, hukommelsestab, tidslommer, krige og gad vide hvad der venter forud i den kringlede hjerne.
Lad os alle få Odysseus hjem og se hvad der sker.
Så kan vi alle se hvad "de fleste" vil synes.
Ikke?
