Skriv en kommentar
Instruktør og manuskriptforfatteren Wes Anderson er uden tvivl en karakter i filmverdenen. Hans visuelle stil er så genkendelig, at man på få sekunder kan udpege hans værk – symmetriske kompositioner, farvestrålende kostumer, teatralske kamerature og et cast fyldt med Hollywood-royalty. Hans nyeste film er ingen undtagelse.
Den er visuelt imponerende, teknisk gennemført og spækket med stjerner, der tilsyneladende står i kø for at medvirke i hans særprægede univers.
Vi følger den excentriske forretningsmand Zsa-zsa Korda (Benicio del Toro), der efter at have overlevet flere attentatforsøg, beslutter at gøre sin fremmedgjorte datter, Liesl (Mia Threapleton), til sin arving. Liesl, en dedikeret nonne, bliver modvilligt involveret i sin fars lyssky forretningsimperium, hvilket fører dem ud på en rejse fyldt med intriger og moralske dilemmaer.
Den karakteristiske æstetik er tydelig gennem hele filmen med de symmetriske billeder, pastelfarver og en præcis scenografi. Disse elementer skaber en unik visuel oplevelse, men kan også føles som en overfladisk skal, der mangler dybde og følelsesmæssig resonans. Især fordi karaktererne ikke har særlig meget andet at lave.
Anderson må siges at være lidt af en magnet, når det kommer til hans trofaste skuespillere. De flokker alle sammen til ham, også selv om, der muligvis er tale om en lille cameo. Mia Threapleton, som også er storstjernen Kate Winslet datter, formår at bringe deadpan-nonnen til livs. Selvom hendes karakter dog ikke er den mest karismatiske. Michael Cera tilføjer et humoristisk element som den naive tutor Bjørn. Dog føles mange af birollerne underudviklede, hvilket gør det svært at engagere sig fuldt ud i deres historier.
Filmens tempo er en anelse ujævnt med scener, der trækker ud uden at tilføre væsentlig substans. Dialogen er ofte præget af Andersons typiske tørre humor, men mangler den varme og menneskelighed, der kunne have gjort karaktererne mere relaterbare. Det er tydeligt, at et af Andersons største tematikker, er familie. Især den sammensatte og uperfekte, men dette kommer aldrig helt til bunds, og derfor føles det hele uden substans.
”The Phoenician Scheme” er en bizar, sort og prætentiøs film, der vil appellere til dedikerede fans af Wes Andersons unikke stil, men som måske vil efterlade andre seere med en følelse af tomhed. Det er en visuelt betagende film, men en der mangler den følelsesmæssige dybde og humor, der kunne have gjort den mere engagerende.
