Skriv en kommentar
Nick Wells (Robert De Niro) lever et dobbeltliv. Om dagen og aftenen er han en lovlydig jazzklubejer i Montreal, men om natten forvandler han sig til topprofessionel indbrudstyv. Via hans ven Max, der spilles af den mumlende Marlon Brando, får han nys om, at et antikt og usandsynligt kostbart septer fra Frankrig via indviklede omstændigheder er havnet i Montreals strengt bevogtede toldbygning. Deres adgangsbillet til bygningen hedder Jack Teller (Edward Norton), en ivrig og ambitiøs nybegynder indenfor faget. Han har i adskillige år arbejdet som pedelmedhjælper i toldbygningen under dække af at være spastisk handicappet. Derfor kender han bygningen ud og ind, besidder overblik over hele sikkerhedssystemet og har personalets tillid. Han er den perfekte mellemmand, der er bare to problemer i denne sag: Nick bliver modvilligt nødt til at bryde med sine to grundprincipper. Det ene er, at han altid arbejder alene, og det andet at han aldrig laver et kup i den by, hvor han bor. Spørgsmålet er så, om Nick slipper godt fra at bryde med de principper, der hidtil har holdt ham på den rette side af fængselstremmerne. Kuppet er en risikabel affære, for tingene er ikke, som de umiddelbart tager sig ud, og først helt i filmens slutning bliver det klart, hvordan kuppet egentlig hænger sammen. Og hvem der er på hvis side.
Filmen er opbygget som en typisk kriminalfilm eller kupfilm, om man vil, der skildrer de snedige indbrudstyve med high tech-udstyr i spændende actionprægede tyveriscener. Det handler primært om, hvordan kuppet bliver til stykke for stykke, og det endelige klimaks er den sidste del af filmen, hvor kuppet gennemføres. Det forsøges på den måde at opbygge en suspence, og hvis handlingen ikke umiddelbart fænger fra starten, kan filmen forekomme en anelse langtrukket. Men historien er velfortalt, godt klippet sammen med gode overgange og fortælleteknikker og er i det hele taget godt drejet. Dog støder vi på en hel del klicheer undervejs samt en følelse af at have set det hele før. F.eks. er hele scenariet omkring Jacks sidste kup inden pensionen temmelig uoriginalt. Derudover er Jacks forhold til Diane (Angela Basset) temmelig stereotypt, idet hun udelukkende fungerer som katalysator for Jacks trang til at stoppe sine lyssky affærer. I stedet for at skildre Diane som en person, bliver hun desværre en omvandrende rekvisit, der skal indikere, hvad Jack står til at miste, hvis kuppet altså går galt.
Selvom plot og opbygning er temmelig traditionel, er det helt klart en bedre film af sin slags. Her kan f.eks. filmens hårdkogte humor samt den dystre stemning med de mørke billeder fremhæves som noget positivt. Desuden er filmen ikke spækket med special effects eller overdrevet voldelighed, men koncentrerer sig mere nedtonet om sine personer og historien. Endelig må skuespillet fra trioen Brando, De Niro og Norton beskrives som mesterligt, og med tre generationers største karakterskuespillere på rollelisten kan det hævdes, at instruktøren har udelukket enhver mulighed for, at filmen bliver en fiasko. I ”The Score” er der således intet nyt under solen, og den skal først og fremmest ses for sin retro-stil og sit skuespil.
