Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Pleasantville 2.0
Jerry (Ryan Reynolds) ligner udadtil en ganske normal person, som arbejder på en badekarsfabrik, hvor alle er klædt i lyserødt og materialerne er i lysende pastelfarver. Faktisk ser hele Jerrys liv sådan ud: alt står i flotte lysende farver, sommerfugle flyver omkring ham, alle smiler til hinanden og kontorpigerne er alle vilde med ham. Ja, selv hans hund og kat taler til ham. Det hele ligner Pleasantville 2.0. Men virkeligheden ser desværre noget anderledes ud og da en af kontorpigerne brænder ham af på deres (næsten) aftalte date, bliver Jerry skubbet ud på et blodigt sidespor.
Jerry er i virkeligheden socialt akavet og ikke alle på arbejdspladsen synes, at han er så normal, som han selv tror. Jerry går til psykiater og får medicin for sin lidelse. Hvis han tager pillerne ser han verden som den er i virkeligheden; farveløs og kedelig. Derfor foretrækker han ikke at tage dem, hvilket desværre betyder at han har svært ved at kende forskel på rigtigt og forkert. Det er derfor ”heldigt” at hans kat, Mr. Knurhår og hans hund, Bosco, ligesom den gode og den onde stemme i hovedet, kan ”rådgive” ham. Desværre lytter Jerry til Mr. Knurhår, som mener at det er Jerrys instinkt at slå ihjel.
Et fjollet stykke filmhåndværk
The Voices er, som plottet forlyder, en temmelig fjollet film. Filmen ligger sig i stil med de sorte komedier og seriemorderfilm som Frank Capras Arsenik og gamle kniplinger (1944) og John Waters Masse-mor (1994), hvor det udadtil ganske normale menneske i virkeligheden slås med alvorlige indre dæmoner og er skingrende skør uden selv at vide det. Jerry hører i den grad til på den lukkede.
Det plastiske, pastelfarvede visuelle udtryk og Ryan Reynolds naive og komiske skuespil er det, som holder filmen oppe. Efter at Jerry med nærmest stoisk ro har parteret en af sine kollegaer og systematisk lagt resterne i Tupperware-bøtter, er det hele i Jerrys øjne forløbet fuldstændigt sterilt og med præcision. Hjemmet står skindende rent og det afhuggede hoved har en dukkes ynde med et rent snit og flot glat hud. Men i virkeligheden er hans hjem et stort slagteri med blodstænk på væggene, svamp på tapetet og fyldt med råddenskab.
The Voices skal ikke ses som noget mesterstykke. Den har den absurde humor på plads, men går dog aldrig over stregen. Man kunne godt have ønsket sig noget vildere og mere absurd, når vi nu er i gang. Filmen tør ikke gå hele planken ud og sidste del virker en tand ligegyldig og forudsigelig. Specielt den himmelske sang til sidst kunne man godt have været foruden! Under visningen på Sundance valgte flere personer da også, at forlade salen før den nåede så langt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
