Skriv en kommentar
Disney vælger at genvise klassikeren om legetøjet som er levende, tænkende og ikke mindst følende, når vi mennesker ikke kigger med. Det vil sige lige på nær fra biografsædet, hvor vi er så heldige at få indblik i cowboydukken Woody og vennernes vinkel på verden, hvilket er ligeså fornøjeligt som det var for første gang i 1999.
Historien er den samme. Livet er skønt og går sin vante gang iblandt actionfigurer, biler og pivdyr på Anders’ værelse. Lykken er dog tilsyneladende kun på lånt tid, da problematikken med at vokse fra legetøjet kommer tæt på. Dette eskaleres, da Woody bliver kidnappet af en grådig samler, og må tage beslutningen om at få evigt liv på et museum eller vende tilbage til Anders - og derved udsigten til at blive glemt. Heldigvis kommanderer rumhelten Buzz Lightyear en redningsmission igennem byen, så slaget er ikke tabt på forhånd.
Begge sideløbende forløb er stadigvæk lige så rørende og flot fortalt, og selvom dette kan være et udmærket argument for, at filmen igen får ”premiere” i biffen, så skal det mere præcise svar findes i den næste store animationsfest fra Pixars studie. Dette sker i form af et helt nyt tredje afsnit fra legetøjets liv, hvis premiere lurer lige om hjørnet. På trods af at vi er mange halvgamle tegnefilmsnostalgikere derude, så skal trilogiens primære publikum stadigvæk findes i børnehøjde, og efter 11 år kan det måske være svært at finde genkendelsens glæde hos ungerne.
For at gøre denne markedsføring mere legitim er der tilføjet et ’3D’ som en del af filmens titel. Hollywood bruger desværre dette supplement til at sætte lighedstegn mellem filmoplevelser og kvalitet i forsøget på at ride på bølgen efter Avatar. Og hvorfor ikke? Stortitlen viste, at en Pocahontas-fortælling i sci-fi kunne få millioner af biografgængere til at fortabe sig i Pandoras tredimensionelle neonjungle. Desværre er der lysår fra James Camerons trillion-budget til de efterfølgende sørgelige forsøg, og Toy Story 2 forbedres da heller ikke af en vag 3D-resturering og et par medfølgende briller. Paradoksalt kan effekten virke direkte forstyrrende. Løfter man til tider lidt på stellet, finder man ofte et skarpere billede bag glasset, da de fleste af scenerne ikke fået tilføjet den ligegyldige gimmick, og gid dette var tilfældet med hele filmen. Legetøjseventyret på Anders’ værelse behøver nemlig ingen løftestang, og animationsstilen fra sidste årti har sit eget præg i behold, og virker derfor ikke forældet.
Derfor tåler Toy Story 2 sagtens et gensyn i stort format. Så på trods af den ringe 3D-virkning er gen-premieren en fin mulighed for, at junior kan opleve filmen i biffen – og fungerer ligeledes som en god undskyldning for os andre.
