Skriv en kommentar
Michael Bay har gjort det umulige. Mesteren over action har formået at gøre action kedelig. Michael Bay, manden der skruede underholdningsværdien helt op med ”The Rock”, ”Armageddon”, ”Pain & Gain” og selv hos den allerførste ”Transformers”, har denne gang holdt autopiloten helt i bund. Med ”Transformers: Age of Extinction” genbruger han sig selv så meget, at det overhovedet ikke er sjovt og underholdende mere. Jeg har altid ladet tvivlen komme Michael Bay til gode, men denne fjerde ”Transformers”-film er en stor indikation på, at han er løbet tør for krudt og at han og hans team har lavet den samme film nu for fjerde gang i træk.
I ”Transformers: Age of Extinction” har verden (eller: USA) vendt Optimus Prime og hans autobotter ryggen. Efter det altødelæggende slag i Chicago er alle transformere på Jorden gået i skjul, hvorefter de bliver jagtet af et hemmeligt regeringsteam. Det er lige meget, om de er autobotter eller decepticons. Regeringen har indgået en aftale med en udenjordisk dusørjæger, som finder transformerne og fanger eller slår dem ihjel. Andre er blevet besatte af transformerne og vil udforske deres DNA. Her kommer Stanley Tucci ind, som spiller en forretningsmand, der ønsker at lave sine egne robotter.
Dusørjægeren, Lockdown, er uden tvivl det bedste ved denne film, ligeså er Kelsey Grammer som leder af regeringsteamet. Men vores historie begynder, da robotingeniøren Cade Yeager (Mark Wahlberg) og hans datter (Nicola Peltz) finder en gammel lastbil med skudhuller og brugte rakethylstre. Og da lastbilen pludselig begynder at snakke, går der ikke længe, før andre kommer og besøger dem.
Med denne fjerde ”Transfomers”-film får vi nye robotter, vi får endda nye hovedpersoner. Vi er sluppet af med Witwicky-familien og deres pinlige udskejelser. Vi er sluppet af med Shia LaBeoufs karakter og hans irriterende forældre.
Jeg kunne godt lide den første film. Den var harmløs, sjov og underholdende. Vi havde egentlig aldrig set robotter slå løs på hinanden på den måde før, og det føltes, som om filmen var en virkelig udgave af et tegneserieafsnit. Selvom ”Transformers”-universet er for de helt unge, så var filmen meget cool og en god måde at præsentere robotterne på og skabe den verden, de var en del af. Den tog ikke sig selv alt for seriøst, hvilket nok har været dens styrke.
Og så fik vi 2’eren og 3’eren, som i bund og grund er den nøjagtig samme film. Alt var uændret i dem og lignede den første film til punkt og prikke. Og det er virkelig en skam, for da jeg så den første film, tænkte jeg, at måske var Michael Bay virkelig den rette mand til at instruere disse film. For selvom den første film appellerede til et bredt publikum, gav den os alligevel, hvad vi ville have. Vi fik Peter Cullen som Optimus Primes stemme, manuskriptforfatterne skabte ikke nye transformere til selve filmen, men inkorporerede etablerede figurer, og de bibeholdt rivaliseringen mellem autobotterne og decepticons. Og det sjove ved etteren er, at den næsten er en satire af Michael Bays egen stil, men den fungerer og er ikke ekstravagant.
Der er et par øjeblikke i 2’eren og 3’eren, som er i samme ånd som den første film, bl.a. med månelandingen i 3’eren. ”Transformers: Age of Extinction” har også sådan et øjeblik. Vidste du, at transformere var skyld i dinosaurussernes udryddelse? Nej? Selvfølgelig var de skyld i det. Sådan nogle ”konspirationsteorier” er fantastiske i actionfilm som disse. Det er sjovt, at to film i træk havde underholdende introsekvenser. Begge har fået mig til at tænke, at ”hov, måske bliver den her film ikke så dårlig alligevel, den kan godt ende med at være ret god”. Men det hele munder ud i præcis det samme som tidligere.
Mark Wahlberg spiller Shia LaBeouf og Nicola Peltz spiller Megan Fox. Wahlberg er mere underholdende end LaBeouf, men hans rolle er stadig skrevet som ”kliché hovedrolle”. Han er en opfinder med et hjerte af guld, som tror på, at han en dag vil opfinde noget godt, og han er beskyttende over for sin datter, som selvfølgelig er en rendyrket babe. Der findes kun attraktive kvinder i Michael Bay-film, faktisk findes der kun attraktive mennesker i en Michael Bay-film, selv fyrene er som skåret ud af sten. Og selvfølgelig har hun en hemmelig kæreste, selvom Wahlberg siger, at hun ikke må date endnu. Og selvfølgelig er kæresten en rendyrket model med læderjakke og en fed racerbil. Hovedpersonerne er anderledes, men deres personligheder er lig med de tidligere hovedroller i de tre første film.
Og så er der de onde regeringsfyre. Suk. De kører alle i sorte biler, de bærer alle solbriller, ingen af dem smiler på noget som helst tidspunkt, de bærer alle lange, sorte frakker og har selvfølgelig også øresnegle. Hvis resten af filmen var ligesom det – over the top, 80’er-action, underholdende – ville jeg ikke have noget imod det, men filmen tager det hele så dødalvorligt. Kelsey Grammer er deres leder, men han er den eneste, der er sjov at se og høre på. Kelsey Grammer er komiker, som vi nok husker fra bl.a. ”Frasier”, og han ved udmærket godt, hvordan han skal takle denne rolle.
Så kommer vi til Optimus Prime. Han er en rendyrket psykopat i denne film. Han råber, at han vil slå sine rivaler ihjel og at han hader dem, der forfølger ham. Han går amok og smadrer huse og bygninger omkring sig. På en måde kan man godt forstå det, fordi menneskeheden er ude efter ham og autobotterne og vil dræbe dem. Selvom det ikke giver nogen mening. Eftersom Optimus og hans allierede har hjulpet menneskeheden TRE GANGE TIDLIGERE. Nå, men det er åbenbart glemt nu. Nu skal Optimus og de andre bare udryddes. Vi glemmer alt om sammenhæng i denne filmserie.
Actionsekvenserne fortsætter i en uendelighed. Mange gange har de ingen sammenhæng med resten af historien og er kun sat ind, fordi vi åbenbart trænger til eksplosioner og skuddueller hvert tiende minut. Jeg blev forbløffet over, hvor mange scener der kunne være blevet klippet ud, fordi de ikke bidrager med noget til plottet eller udvikler karaktererne på nogen som helst måde. På et tidspunkt følger vi Stanley Tucci, der skal flygte fra robotterne, og han hopper ind i en elevator og venter på, at den skal køre op. Han bliver standset af nogle agenter fra den store, stygge regering, men hans assistent og en tilfældig kineser redder ham, og han kommer dernæst op på taget. Det bruger vi så lige 5-6 minutter på og det er hverken sjovt eller spændende. Det er nyttesløs action som dette, som ”Transformer”-filmene har alt, alt for meget af, selvom den første film formår at have mere karakterudvikling og plot end nr. 2, 3 og 4 lagt sammen.
Hvorfor er der ingen actionscener ude i rummet? Alle klimakserne i alle filmene foregår i storbyer – alle sammen, HVER EVIG ENESTE klimaks foregår i storbyer – så hvorfor ikke bruge nogle andre miljøer, som bjergområder, andre planeter, det ydre rum? Og hvorfor ikke benytte rumskibe i disse scener, som ikke ligner alle andre rumskibe fra alle andre film – hvorfor skal det absolut være metal på metal med metalmennesker? Er de slet ikke klar over, at det er trættende at se på de samme grå farver minut for minut, time efter time, mens mursten og glas bliver kastet ud over mere kedeligt metal?
Det er simpelthen utroligt – for mig, i det mindste – at der er gået så mange år, siden den første film udkom, og der er INTET, der har ændret sig. Intet! Det er de samme vinkler, de samme slow-motion scener, det samme plot, de samme mennesker som de giver os. Er der ikke noget bedre, I har lyst til at give os? I arbejder i Hollywood, det er meningen, I skal være kreative! Hvad er der at finde af substans i ”Transformers: Age of Extinction”? Der var ikke meget substans i den første film, men i det mindste gav den os noget, der var anderledes og noget der var grandiost. Den fjerde film er bare genbrug, intet andet end genbrug.
Hvad med dinobotterne? De er da anderledes, er de ikke? Jeg glædede mig sgu til at se metaldinosaurusser, mens Optimus Prime red på dem med et sværd i hånden. Det så sgu godt ud i trailerne og på PR-materialerne. Men ved du hvad? Dinobotterne er kun med i nogle få minutter til absolut allersidst. De bliver reduceret til rystende billeder på grund af shaky cam og dernæst reduceret til metal på metal i storbyens kedelige gråbrune farver.
3D-effekterne er bedre end normalt, men stadig lige så ”gimmicky” som det altid har været. En undskyldning for at skrue priserne i vejret. 3D-effekterne øger ikke oplevelsen, snarere gør de mere opmærksom på, at det er en åndsforladt actionfilm, du sidder og ser. Se den endelig i 2D.
Der kommer højst sandsynlig en ”Transformers 5” og jeg havde lyst til at skrige ”fuck!”, men hvis de i det mindste udskiftede instruktøren og manuskriptforfatterne, kunne den femte film have potentiale. Hvis Michael Bay og hans team fortsætter med denne franchise, har jeg mistet alt håb for den.
Jeg er simpelthen bare så træt af, at filmholdet ikke forstår, hvad der er galt med deres film. Og publikum over hele verden må snart få øjnene op og indse, at disse tre sidste ”Transformers”-film genbruger sit eget materiale og ikke tilføjer noget til vores liv, heller ikke underholdning. Så længe vi betaler millioner og millioner af penge for at se det her bras, desto flere film får vi af nøjagtig samme støbning. Så stop det dog!
