Skriv en kommentar
Henrik Ruben Genz har tidligere givet os skæve komedier som Kinamand (2005) og Frygtelig Lykkelig (2008), og med sidstnævnte er han nu tilbage med nummer to Erling Jepsens roman filmatisering Undskyld Jeg Forstyrrer.
20-årige Helene (Sara Hjort) bor sammen med sin kontrollerende og overbeskyttende mor, der låser hende inde på værelset om natten ’for hendes egen sikkerhed’. Helene søger efter hendes ukendte far og dette leder hende hen til et skrantende københavner teater, hvor hun mistænker teaterdirektøren Morten (Søren Østergaard), for at være hendes far. Dette bliver starten på moderens hund ’Lille Bjørn’ og Helenes selv usandsynlige teaterskuespilskarriere, der bliver truende for divaen Beate (Stine Stengade). Alt imens kæmper forestillingens manuskriptforfatter Allan (Nicolas Bro) med sin skriveblokering og stykkets slutning, og hans utallige fobier, ligesom Morten kæmper med teatrets økonomi, Steen Den Store (Peter Gantzler) med sin seksuallyster og Beate med sine nøkker. Men mange ting tager en drejning, da ’Lille Bjørn’ bliver fundet død i en container i baggyden.
Undskyld Jeg Forstyrrer er en kompliceret film at beskrive, men er ikke en kompliceret film at forstå. Genz fortsætter den skæve komediestil fra hans to førnævnte titler og sætter det hele ind i et smalt og akavet teaterunivers, hvor alle er sindsyge. På nær hunden. Tonen i filmen minder meget om finske Aki Kaurismäki (I Hired a Contract Killer (1990) og Manden Uden Fortid (2002) og plottet ligger sig lidt hen ad en blanding mellem All About Eve (1950) og Sunset Blvd.(1950) med den uprøvede skuespillerinde der udkonkurrerer divaen, og mere eller mindre overtager showet.
De er de skæve eksistenser, der gør filmen interessant. Sara Hjort i sin blot anden hovedrolle som den underkurede og nysgerrige Helene, viser endnu engang at hun er en skuespillerinde, der er værd at holde øje med. Hun formår at holde sig på omgangshøjde med de etablererde medspillere og samtidigt vover sig ud i at vise flere sider af sig selv. Sådan, I ved, uden tøj på. Hjort har både karisma, charme og lune, og er (det meste af vejen) den eneste, foruden hunden, der karaktermæssigt virker mindst påvirket af et livslangt virke.
Karakteren Allan derimod var velsagt skrevet til Nicolas Bro. Bro endnu engang i den sædvanlige taber rolle, denne gang som en afdanket misbruger og manuskriptforfatter. Bro begynder efterhånden at virke for brugt i de samme roller som udskud og kan ikke undgås at føles type-castet til rollen Men han gør nu det, han er bedst til i rollen som neurotiker med næsten Trier’ske fobier. Stine Stengade portræterer fint den falleret diva a la All About Eve’s Margo og Sunset Blvd’s Norma Desmond, men det er mere Gantzler’s perverse men rolige sexmonster Steen Den Store og Lotte Andersen som Helenes psykotiske moder, der er filmens største komiske islæt. Søren Østergaard er godt castet som teaterdirektøren, der vil gøre alt for at redde den synkende skude, om så det kommer an på forsikingspenge for afdøde skuespillere eller ’tilfældige’ brande der skal redde teatrets økonomi.
Meget af humoren i filmen ville normalt have faldet til jorden, men Genz og skuespillerne formår at underspille komikken i så sådan en grad, at det hele bliver skævt og tvetydigt. Det betyder så også, at man ikke ligefrem slår sig på lårene af grin, men mere giver sig til at grynte af pudsighederne. Men komedier behøver heller ikke nødvendigvis at stave komikken ud i pap for publikum, og Undskyld Jeg Forstyrrer formår at holde sig på den subtile side af dette. Dermed ikke sagt at filmen er usjov, for den har velsagtens sine komiske øjeblikke.
Makkerparret Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz er en super konstellation og Undskyld Jeg Forstyrrer viser hvordan et lille crew af 6 skuespillere kan bære en film og gøre den tilpas intim uden for store svinggerninger, men med masser af sort humor. Det sværeste i skæve komedier som denne er, at afslutte dem på en passende måde uden at falde i overdrivelsernes kløft og sort humor excess. Undskyld Jeg Forstyrrer formår at runde fortællingen af uden at falde i denne kløft, men dens største problem er dog de mange uforløste ender og manglede svar på mange af tingene. Det kan være svært at remse eksempler på disse op uden at spolerer for meget af handlingen eller slutningen af filmen. Men den ender med en vis portion ubesvarede spørgsmål. Den levere faktisk flere spørgsmål end svar. Men det er tydelig intentionen med filmen og det er det, der skaber de akavede komiske øjeblikke. Uvidenheden om hvad der i virkeligheden sker.
Undskyld Jeg Forstyrrer er morsom, skæv og sort. Du kommer hverken til slå af dig på lårene af grin eller bliver meget klogere af den. Men film er et underholdningsmedie og her rammer den plet.
