Skriv en kommentar
Ja, Disney har igen fundet remakemaskinen frem.
Disney har kastet sig ud i endnu en live-action-remake, denne gang Vaiana, og lad mig sige det: Den klarer sig bedre, end man kunne frygte. Filmen holder sig tæt på originalens struktur, men live-action-formatet giver den en mere fysisk, mytisk og jordbunden tone, der faktisk klæder historien.
Handlingen følger Vaiana, der lever på en ø, hvor havet er både ven og fjende. Da naturen begynder at dø omkring hendes folk, opdager hun, at årsagen ligger i det stjålne hjerte fra gudinden Te Fiti. Ingen vil krydse revet, ingen vil udfordre havets vilje – men Vaiana gør det alligevel. Hun drager ud alene, styret af en indre stemme, der insisterer på, at hun er skabt til mere end at blive på land.
Her møder hun Maui (Dwayne Johnson), halvguden med flere tatoveringer end gode beslutninger. Sammen begiver de sig ud på en rejse, der både er fysisk og spirituel: kampen mod Kakamora, mødet med Tamatoa i hans neonbelyste underverden, alt i rejsen mod målet, nemlig at aflevere det stjålne tilbage til dens retfulde ejer. Det er klassisk Disney-eventyr, men i live action får flere af disse sekvenser en ny tyngde – havet føles større, farerne mere konkrete, og Vaianas udvikling mere menneskelig.
Vaiana selv er filmens hjerte. Skuespilleren leverer en stærk præstation, der balancerer mod, sårbarhed og humor uden at miste den energi, der gjorde figuren ikonisk. Hun føles mere menneskelig end i animationen, og det giver flere af filmens følelsesmæssige øjeblikke ekstra kraft.
Dwayne Johnson som Maui? Jo, han er stadig Dwayne Johnson som Maui. Han har charme, han har muskler, og han har den selvironiske timing, der gør, at man tilgiver de steder, hvor CGI’en bliver lige lovlig PlayStation-cutscene. Dynamikken mellem dem fungerer overraskende godt i live action, og filmen bruger ham klogt: ikke for meget, ikke for lidt.
Visuelt er filmen flot – ikke revolutionerende, men solidt håndværk. De store mytologiske øjeblikke får lov at fylde, og naturen er næsten en karakter i sig selv. Musikken er selvfølgelig med, og selvom live-action-versionerne ikke helt har samme magi som de animerede, fungerer de i konteksten.
Alt i alt er Vaiana en af de remakes, der faktisk giver mening. Den har varme, eventyr og nok personlighed til, at man ikke sidder og længes efter animationsfilmen hvert femte minut. Den er ikke perfekt – men den er bedre end forventet.
Det er nok ikke sidste gang, vi befinder os i de farvande med Moana… eller undskyld, Vaiana hed den alligevel.
Kender I egentlig den historie?
Hvis ikke, gå til tasterne.
