Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
West Side Story er den anden genindspilning af den romantiske Broadway musical fra 1957, og som første gang blev filmatiseret af Robert Wise og Jeremy Robbins i 1961. I den originale musical er musikken skrevet af Leonard Bernstein, sangtekster af Stephen Sondheim, manuskript af Arthur Laurents samt dramatisering og koreografi ved Jerome Robbins, og i Steven Spielbergs nye version er flmmanuskriptet lånt fra Tony Kushners 1961 version.
En lille sjov detalje er, at Rita Moreno som spillede den kvindelige hovedrolle Anita i 1961 versionen også har fået en rolle som Valentina i Spielbergs nyfortolkning og dermed danner bro mellem de versioner. Mere trist var det, at sangskriveren Stephen Sondheim døde tre dage inden Spielbergs premiere. Filmen modtog 7 Oscar-nomineringer og DeBose vandt en enkel for bedste kvindelige birolle.
Instruktøren Steven Spielberg behøver vist ikke den store instruktion, det er dog værd at nævne i denne sammenhæng, at Spielberg er kendt for at have lavet film i næsten alle genrer. Netop derfor er det ikke overraskende, at det 75 år gamle filmikon har kastet sig over musicalgenren for dermed at krydse denne genre af sin ”bucket list”. Samtidigt har Spielberg valgt at køre sikkert i mål med denne genre ved at genindspille West Side Story, som i sin Broadway-form har været nomineret til seks Tony-priser og i sin tidligere filmform blev nomineret til 11 Oscars, hvoraf den vandt 10 statuetter, herunder for Bedste film.
West Side Story handler om forbudt kærlighed og rivaliseringen mellem de to teenager-bander Jets (de ”hvide”) og Sharks (de ”brune” fra Puerto Rico). Historien minder på mange måder om William Shakespeares klassiske tragedie 'Romeo og Julie' sat i 1950'ernes Upper West Side i New York.
Genindspilningen af West Side Story er som nok underholdende og medrivende i kraft af sin højspændte og tragiske historie, som blander både humor og alvor i de dansende gadekampe samt romatik, håb og afmagt i kærlighedshistorien. Mange af sangene som ”Gee Officer Krupke”, ”I feel pretty” og ”America” rammer stadig plet i nutiden.
Men selvom Spielberg har givet musicalen et ansigtsløft, sådan den både ligner sig selv og alligevel føles fornyet, så kan ikke lade være med at føle, at dele af den virker forældet i nutiden. Mange af sangene virker overflødige og handlingsforstyrrede, så filmen mister drivkraft, og koreografien i dansene kommer til at føles repetitive og ensformige i længden.
Filmens temaer er stadig relevante, musikken holder stadig, skuespilpræstationerne er fremragende og filmens udseende gør, at man får lyst til at tage en bid af skærmen. Men man kunne godt have ønsket sig, at Spielberg havde turdet at ruske lidt mere i historien, dansen og koreografien, så filmen havde været endnu kontemporær og ikke bare en genindspilning.
Filmen er venligst stillet til rådighed af © 20th Century Studios.
