Skriv en kommentar
En utro partner til et bryllup. Road rage mellem to mænd på en øde vej. Uretfærdige parkeringsbøder eller for megen grådighed.
Dette er bare nogle eksempler, både i filmen og i virkeligheden, på hvad der kan antænde flere mennesker og skubbe dem fra almindelig vrede til blindt raseri.
Og det er hvad der sker med hovedpersonerne i Wild Tales. De skubbes alle til den yderste grænse af hvad de kan klare og det er en skræmmende fornøjelse at se de forskellige menneskers reaktioner.
Filmens cast spænder vidt fra verdenskendte skuespillere til debutanter. Og ingen kan beskyldes for at gøre et dårligt stykke arbejde.
Fremhæves skal dog Ricardo Darín, som spiller sprængstofseksperten Simón. Det er klart at han er en af Argentinas største skuespillere.
Derudover giver skuespillerne Érica Rivas og Diego Gentile den som to reinkarnationer af Elizabeth Taylor og Richard Burton fra Whos afraid of Virginia Woolf (1966) da de tørner sammen som brudeparret i den sidste historie, som også er denne anmelders yndlings.
Wild Tales er altså ikke som en almindelig spillefilm, men en antologi med seks små film med hver deres hævn-motiv. Og det bliver bestemt både vildt, blodigt, uforudsigeligt og morsomt. Og endda en smule for virkelighedsnært.
For uden at nævne for meget handler den første "tale" om en mand som på snedig vis har valgt at styrte i døden med alle hans fjender ombord på et fly. Og det ringer desværre alt for bekendt i vores øre, efter Andreas Lubitz valgte at tage 149 mennesker med sig i døden ved Alperne i Frankrig tidligere i år.
Men vi må huske at denne film selvfølgelig er lavet før tragedien i Alperne, og lige meget hvor autentisk skræmmende den første historie er, så slår den virkelig tonen an for resten af filmen:
Det bliver Sort, sort, sort. Sjovt, sjovt, sjovt. Hævnfuldt, hævnfuldt, hævnfuldt!
Instruktøren bag denne argentinske/spanske, intense, skandaløse og sort-humor-fyldte antologifilm er Damián Szifron, hvis ide med filmen bestemt startede ud fra en meget frustrerende grund.
Som han selv forklarer:
"Historierne udspringer af de mest ukontrollerede dele af min fantasi. Mens jeg arbejdede på andre projekter - ofte frustreret over, at de ikke kunne føres ud i livet - begyndte jeg at digte små scenarioer og historier for at få afløb for mine frustrationer."
Og man kan vist roligt sige at vores instruktør så sandelig har været frustreret. Stopknappen findes ikke i Wild Tales.
Vi mennesker kan, på trods af vores udvikling, meget simpelt klassificeres som dyr. Og når vildskaben, den dyriske vildskab, udløses i os, som denne film viser gennem en varieté af hævnhistorier, bliver det dyriske aspekt tydeligere end nogensinde.
Det kan til tider virke som om vi alle går rundt i vores egen verden, og først når der er problemer eller had mellem os, så åbner vi op for alle sluser.
Men er det noget vi bare skal acceptere? Som det siges i filmen:
"Samfundet ændrer sig ikke."
Samfundet ændrer sig måske ikke, men det gør menneskerne som præsenteres for os i denne film. Og man kan virkelig mærke presset på dem. Det starter blødt og strammes så langsomt men sikkert som en finger i en tommelskrue.
For denne film giver dig hævnens rus lige op i dit åbne ansigt. Der var en bestemt "tale", hvor jeg blev nødt til at kigge væk fra den mandlige vildskab, som hurtigt transcenderende sig over til at blive ubehageligt og fuldendt vold. Der var ingen sluk knap - de var ude efter hinandens blod. Samtidig slog det mig, at det, at blive vidne til den ustoppelige slåskamp ikke bare var kvalmende brutalt, men faktisk også humoristisk. Og sådan var det hele vejen igennem. Jeg blev grebet af hver enkel historie, og det, at man aldrig kunne vide fra hvilken vinkel hævnen ville komme, men man kunne forstå det.
Derfor falder denne film ind i rækken af de udenlandske film, som for tiden virkelig har brilleret både i og udenfor biografen; Mommy (2014), Timbuktu (2014), Ida (2013) og I Kælderen (2014). Og den blev også nomineret til Bedste Udenlandske Film til dette års Oscarshow.
Den viser, at vi, når vi er i vores vredes magt, kommer ud af vores skal, men at man samtidig måske også er allermindst sig selv, når man gribes af raseri.
Så har du vredesudbrud du ikke kan styre, eller trænger du til at blive rystet lidt i din grundvold? Lige meget hvad så er Wild Tales en uforglemmelig, voldsom og humoristisk film, som fortjener et stort publikum. For de mennesker i filmen kunne ligeså vel blive dig eller mig en dag.
Embrace your anger!
