Skriv en kommentar
Lanceret som 007 for en ny generation blev ”xXx”, med Vin Diesel i hovedrollen, en gevaldig succes i 2002 og nøjagtigt som i Bond-regi ses der ikke noget problem i at fortsætte serien selvom hovedpersonen nødvendigvis må se sig udskiftet. Således er valget – uvist af hvilken årsag – faldet på den aldrende og småbuttede Ice Cube som substitut for den muskuløse Dieselbøf.
Som alle gode og formularopfyldende actionfilm lægger ”xXx2” ud med en vel planlagt terroraktion. En topmoderne og effektiv, hemmelig efterretningsbase angribes i USA. Med nød og næppe undslipper Augustus Gibbons (Samuel L. Jackson i en gentagelse af sin rolle fra film nummer 1), og det besluttes øjeblikkeligt at en ny såkaldt xXx-agent skal findes. En agent der kan operere på egen hånd og ikke nødvendigvis følger reglerne (Vin Diesels xXx fra den første film er død får vi at vide). Valget falder på Darius Stone, der naturligvis er tidligere marine-soldat men nu uretfærdigt fængselsindsat. Ikke nok med at Stone har gjort tjeneste under Gibbons, han har tilfældigvis også et horn i siden på landets nuværende, paranoide udenrigsminister (Willem Dafoe, i en rolle helt på højde med hans arbejde i ”Speed 2”). Inden længe finder vi selvfølgelig ud af at selv samme minister er manden bag det store og gennemtænkte komplot der vil slå Gibbons ihjel og endog styrte regeringen (og myrde præsidenten – UHA!).
Historien er papirstynd, men som i ”xXx” er den ikke central. De lange og nøje koreograferede actionscener er drivkraften i denne fjollede ”drengerøvsfilm”, og dem er der mange af og de er flotte. Der bydes på flyvende speedbåde, smarte tekniske dimser suppleret af filmens Q og M-figurer, store eksplosioner, biljagter på togskinner osv.
Problemet med filmen er at den bliver irriterende fordi den ikke helt tager stilling til sin egen historie. Det er som om manuskriptforfatter Simon Kinberg (der her debuterer, men snart kommer med ”X-men 3” og ”Fantastic Four”) har haft noget på hjerte men har været bange for at skrive det ordentligt ind i historien. Hele problemstillingen med den menneskekærlige præsident og den paranoide og krigsliderlige udenrigsminister bliver berørt en smule mere end man kunne forvente, men forlægges så igen. Den slags episoder er der mange af og manuskriptet er fyldt med mærkelige huller (ovennævnte startscene virker underligt og ufrivilligt usammenhængende fra resten af plottet), men igen så er det ikke for sin fortællemæssige storhed man ser en film som denne. I sidste ende har ”xXx2” alt hvad den skal have: En handlekraftig og cool hovedperson, frække kvinder der umotiveret iklæder sig i stramt læder, masser af flotte biler, skydere, dårlige one-liners og rappere i biroller. Alene det faktum at Ice Cube har oceaner af personlighed i forhold til gumpetunge Vin Diesel hæver filmen over sin forgænger.
New Zealandske Lee Tamahori, der for længst har taget afstand til sit hovedværk, ”Once Were Warriors”, og således meget passende også instruerede den sidste Bond-film, instruerer filmen som den skal instrueres – fuldstændig uden personlighed. Med en arrig Ice Cube i hovedrollen, en anonym Samuel Jackson og Michael Roof som den mest åndsvage undskyldning for et komisk afbræk er ”xXx2” bestemt ikke en film der vil skrive sig ind i historien, men det er en film der gør det den vil, nemlig at underholde. Se den på en søndag.
