“Zoolander” er en af de slags film, der med tiden er vokset til at blive en moderne komisk klassiker. Ben Stiller var på toppen tilbage i 2001 - både som skuespiller og som instruktør. Han havde fokus, timing og noget på hjerte. So satire fungerer “Zoolander” glimrende, da den tager pis på mange af de elementer i modebranchen, som det almindelige menneske har stillet spørgsmålstegn ved i sin underbevidsthed. 15 år efter er Ben Stiller vendt tilbage til det selvsamme univers, og resultatet er desværre en blandet fornøjelse.
De seneste 15 år har ikke været gode ved Derek Zoolander. Hans arrogance har kostet hans kones liv, og hans søn er sendt væk til en anden familie. Midt i Dereks forfald og isolation dukker et nyt modetilbud op. Han allierer sig med Hansel fra fordums tid, men bliver ydmyget på modegulvet. De er begge tæt på at kaste håndklædet i ringen igen, da et moderisk plot i modebranchen langsomt udfolder sig.
“Zoolander 2” er ikke i nærheden af den første film, og det havde de færreste vel heller ikke forventet. Ben Stiller har ikke været i topform længe, og der er vitterligt ikke meget mere at fortælle om modebranchen. Mange af vittighederne er derfor enten genbrug eller videreudvikling af gammelt materiale, og uden den skarpe fokus, drukner plottet hurtigt i sin egen ligegyldighed. “Zoolander” er dog stadig en klassiker, så mange kendte ansigter har meldt sig under fanen til toeren. Alt for mange. Den første cameo i form af Justin Bieber starter filmen, og herfra bliver han så afløst af den næste, der bliver afløst af den næste. Det er ALT for meget af det gode, og selvom f.eks. Kristen Wiig er fremragende, flyder alle disse cameos hurtigt sammen til en uidentificerbar mos.
Der mangler virkelig en årsag til, at lave en toer til “Zoolander”. Der er et par gode grin undervejs, men med utallige vittigheder i minuttet må man sige, at langt det meste materiale falder til jorden. Især filmens anden halvdel føles enormt langtrukken. Umiddelbart bliver “Zoolander 2” ikke vist på mit TV igen. Etteren er meget af det samme - blot udført bedre.
Billede & Lyd - ⅚
Hvor filmen fejler, er udgivelsens kvalitet i top. Billedet er skarpt og detaljerigt. Farvegengivelsen er ganske naturlig, især taget i betragtning af, hvor farverig og kunstig filmen egentlig gerne ville fremstå. Der er enkelte mørke scener, der falder lidt igennem på detaljerne, men det er småting. Lyden er decideret imponerende. Soundtracket banker derudaf imens dialogen samtidig går rent igennem. Mest imponerende er brugen af lydeffekter i de helt store scener, hvor alle højtalerne omfavner sine tilskuere i et overordentligt behageligt univers af det pureste larm. Det lyder mildest talt fantastisk.
Ekstramateriale - 2/6
De tre featuretter på sammenlagt 25 minutters spilletid er værd at kigge igennem. Fokus er hovedsageligt på skabelsen af filmen og hændelser før optagelserne, men det giver egentligt et fint indblik i, hvorfor resultatet endte så rodet. Derudover er der en faux reklame med blandt ekstramaterialet, der da er sjov nok omend en anelse ligegyldig. Der mangler kommentarspor, slettede scener, gag reel og en dybdegående bag kameraet featurette for at få mig op og ringe her.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount