Skriv en kommentar
Der er lagt op til et fullblown drama, da María Angeles’ datter Clara (Marta Etura) ankommer til lejligheden i Tanger i Marokko, hvor hendes mor er en integreret del af livet i Calle Málaga, en livlig handelsgade. Mange spaniere flyttede til den dengang spanske by Tanger i 1930’erne, hvor borgerkrigen hærgede i hovedlandet, og skønt de fleste senere vendte tilbage, var der også en del, der blev boende og slog rødder i den marokkanske by.
En af disse er María Angeles, som kender de handlende, naboerne og i det hele taget gud og hvermand, og hun er bestemt ikke begejstret ved tanken om at skulle forlade det elskede kvarter, som hun har kendt hele sit liv.
Men datteren har besluttet sig, lejligheden er sat til salg, og der er reserveret plads på byens plejehjem.
Hvordan det så kommer til at gå, skal ikke afsløres her, blot at filmens charme er en perlerække af overraskelser i bedste Carmen Maura-stil fra hendes uforglemmelige roller i Almodóvars film, hvor hun på sin helt egen ubekymrede måde finder løsninger, man ikke skulle tro var mulige.
Det er dog ikke en Almodóvar-film, man skal forvente at se, for filmen er også et tæt psykologisk drama, der udspiller sig mellem mor og datteren Clara. Hun bor i Madrid og er netop blevet skilt fra sin mand i en bitter skilsmisse. Her kæmper hun for at få det hele til at hænge økonomisk sammen for sig selv og deres to børn, og hun forstår ikke, at hendes mor ikke bare vil flytte med til Madrid for at være tættere på hende og børnebørnene.
På den anden side står María Angeles, en kvinde på 65+, der er som en af sine altanblomster i sin frugtbare jord og ikke bare lader sig flytte.
Filmens store styrke er den skønne rolle, der er tildelt Carmen Maura, der får lov til at udfolde sig helt som hun vil, uden de forbehold, der ofte følger med i filmroller til kvinder i den aldersgruppe. Maria Angeles’ karakter bliver hverken for kysk og ’pæn’ eller for outreret og off. Hun er en kvinde med værdighed og integritet, som har sit mod og sin erfaring og en masse dejlig back-up fra sit netværk i Calle Málaga.
Hen mod slutningen går der lige lovlig meget føleri i den, hvor handlingen kører lidt i tomgang. Kameraet hviler næsten uafladeligt på María Angeles’ ansigt, og ind imellem kunne det være rart at se lidt mere af omgivelserne. Men men, Carmen Maura fortjener virkelig en stor applaus for sit eminent udtryksfulde afdæmpede spil. Det er en hyldest til kvinden at få lov til at se hendes rynkede, livfulde ansigt og krop, og vi får også både romantik og erotik med i købet (og her er det heller ikke blot et tantekys).
Calle Málaga er alt i alt en skøn, smuk og oplivende film med både sødme og kant, som sælger os drømmen om, hvordan livet kunne være, når vi bliver gamle, og opfordrer os til ikke at lade andre bestemme over vores liv. Heller ikke vores børn.
