Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Morten Grunwald ...
Torben Jensen Er...
Burt Reynolds Er...
Comedies À La Ca...
Den Perfekte Aft...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Hotel Transylvan...
Hotel Transylvania 3 billede

Ulvehunden
Honning Margreth...
Creed Ii
Sicario 2: Soldado
Skyscraper
Familien Jul - I...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Artikel

Otte Hadefulde i 70mm størrelse

6. januar 2016 af Nikolaj Sonqvist Skriv en kommentar

Otte Hadefulde i 70mm størrelse billede

Quentin Tarantino har genoplivet et gammelt 70mm-format til sin nyeste film: The Hateful Eight. Men hvorfor skal vi gå ind og se den i 70mm?

Mester af råfilm
Quentin Tarantinos nye film er hans ottende og, ifølge ham selv, tredjesidste af hans komplette mesterværks-dekalog. Tarantino er kendt for at være autodidakt filmskaber og kom derfor ikke fra nogen filmskole, men derimod fra en videobutik i Californien inden han tog springet til selv at lave film. Hans filmstil er kendt for den ofte fragmenteret fortælleform, gemte og synlige filmreferencer, ikoniske replikker og voldelige billedsprog. Pulp Fiction slog hans navn fast i filmhistorien som en kultinstruktør, der samtidigt formåede at nå ud til et bredt publikum. Hans filmiske talent bliver kun overskygget af hans person som ekstraordinær filmelsker, filmkender og for hans kærlighed til både historiske film og kultfilm.

Netop de sidstnævnte faktorer er den grundlæggende årsag til, at Tarantino nu har kastet sig over 70mm film og dermed hylde filmmediet samt genoplive biografoplevelsen, som en helt særlig begivenhed. Tarantino er passioneret fan af celluloidfilm, men hvad er det, der er så specielt med 70mm og hvorfor skal vi tage i Imperial i København for at opleve det?

Et gammelt format
70mm film er blevet benyttet siden filmens begyndelse omkring 1900-tallet. I tidligere tider blev 70mm ofte brugt til at tiltrække et større publikum ved at tilbyde bredere lærreder og mere spektakulære film for eksempel til kamp mod det fremherskende fjernsyn i 1950’er og 1960’erne. Film som Lawrence of Arabia (1962), My Fair Lady (1964) og The Sound of Music (1965) er gode eksempler 70mm film, der forsøgte at tilbyde noget ekstra, som fjernesynet ikke kunne hamle op med.

I 1970’erne begyndte man endda at lave 70mm ”blow-ups”, hvor man forstørrede 35mm prestigefilm til 70mm formatet, for at tiltrække flere publikummer. Denne proces gik selvfølgelig ud over kvaliteten på samme måde, som hvis man forstøre sine mobilbilleder til dobbeltstørrelse. I slut 1980’erne og start 1990’erne kunne 35mm prints kvalitetsmæssigt matche 70mm prints samtidigt med at multiplex-biograferne med flere sale, men med mindre lærreder, blev mere udbredte. Det betød at disse biografer ikke længere kunne vise disse storslåede film og 70mm gik for alvor i tilbagegang.

70mm bedre oplevelse
Teknisk set har 70mm film en langt højere opløsning end normal 35mm film og endda højere end digitalfilm i dag. Dvs. at det større fysisk med et bredere aspect ratio end normale formater. Dette begrænser altså mulige spillesteder, da færre biografer er udstyret til at kunne vise en 70mm film i dens fulde format. 70mm er dog meget skarpere, lysere, har flere farvedetaljer, samt et mere ensartet og stabilt billede end andre formater. Den bedste sammenligning er, at kalde 35mm for DVD-kvalitet på et 30” tv og 70mm for Blu-ray-kvalitet på et 50” tv. Detaljegraden bliver større fordi filmnegativerne har lagt mere information indlejret. Faktisk 4 gange så meget detaljegrad end ved normale standarder.

Celluloidfilmen opfanger altså dybde, farve og lys med en intensitet, hvor digitale billeder slet ikke kan følge med. Celluloidfilm, og specielt 70mm er knivskarpt på en langt mere overbevisende måde. Både Tarantino og hans filmfotograf, Robert Richardson, slår et slag for, at både intimiteten forstærkes og at man kommer tættere på karaktererne. Formatet er ikke blot til store landskabsbilleder. “Der er otte karakterer, så det er ikke svært at fylde billedet ud, og man kan hele tiden se, hvor alle befinder sig i rummet, fra væg til væg, så det intensiverer hver eneste lille bevægelse og nuance for publikum.” (Robert Richardson).

I nyere tid er 70mm kun blevet benyttet lejlighedsvis som en form for auteurpræg til film, som for eksempel Paul Thomas Andersons The Master (2012) eller til enkeltstående scener i film som Terrence Malicks The New World (2005) og Christopher Nolans seneste film The Dark Knight, Inception og Interstellar. Måske kan 70mm film i dag være en metode til at trække mere publikum tilbage i biografsædet i takt med det fremherskende fjernsyn, tv-serier og hjemmebiografer.

Ultra Panavision 70
The Hateful Eight er blevet skudt på Ultra Panavision 70, som er det bredeste format, der eksisterer med et aspect ratio of 2.76:1. Det er samtidigt den første film siden Khartoum (1966) til at benytte dette. Derfor krævede det nogle specielle anamorfiske bredobjektiver til at filme med. Panavision gik ind og hjalp Tarantino-holdet, inklusiv kameramanden Robert Richardson, til at finde og støve de gamle Panavision kameralinser af, som blev benyttet til Ultra Panavision 70. Richardson havde aldrig set sådanne nogle underlige udseende kameralinser før, og efter en test gik det op for holdet, at de ikke alene stadig fungerede efter 50 år på hylderne, men at de sagtens kunne holde til den ekstreme kulde, hvori filmen skulle optages i. De femten linser, som de fandt på Panavision-lageret, krævede dog en restaurering af kameraudstyret før de kunne benyttes til nutidskameraerne. Nogle af disse linser var i sin tid blandt andet blevet brugt til stridsvognsscenen i Ben Hur, så der lå en lang historie bag dem.

En generation redder filmen
I dag er der tale om økonomi, hvorfor der ikke bliver lavet flere 70mm film. Selv førhen var 70mm en bekostelig proces, ligesom det i dag stadig er både dyrt og besværligt ift. nutidens standarder. Alene vægten af filmrullerne, som skal fragtes ud i verden, er usynligligt meget tungere end en digital harddisk. Dertil kommer kopieringen af prints og fremskaffelsen af filmrullerne.

Efter Fujifilm lukkede deres afdeling af produktion af råfilm, fulgte Kodak trop ved at meddele samme stop i 2014. Det fik yndede råfilms-instruktører som Christopher Nolan, Quentin Tarantino, Paul Thomas Anderson, J.J. Abrams og Judd Apatow op af stolen og de reddede Kodak så de kunne fortsætte deres produktion af råfilm, som det har været tradition for siden filmens begyndelse. Instruktørerne overbeviste filmstudier, distributører og biografer til at vedkende de unikke kunstneriske og filmiske kvaliteter til at fortsætte produktionen og bibeholde udstyret til at fremvise filmene i biograferne. J.J. Abrams nyeste Star Wars: The Force Awakens (2015) blev for eksempel skudt på 35mm film.

Ifølge Tarantino blev filmskaberne ikke inviteret med til beslutninge om, at celluloidfilm skulle droppes og at digitalisering (visuel projektering) skulle overtage helt på verdensmarkedet. Det var et møde mellem branchefolkene, og ikke de kreative og kunstneriske folk. ”I don’t see why one has to be eraticated in favor of another”, udtaler Tarantino.

The Hateful Eight bliver den bredeste åbning for en 70mm film i over 20 år. Selskabet bag, The Weinstein Company, satser på med Tarantino, at det vil kunne betale sig. Samtidigt skal man takke Interstellar for, at IMAX biograferne overhovedet stadig kan projektere 70mm film. IMAX Corporation frarådede deres biografer at fjerne deres gamle projektionsudstyr, som de ellers var midt i at udskifte til digital projektion, i forventning om Interstellar, som blev præsenteret i 70mm IMAX, ville klare sig godt.

On the road again
På grund af de manglende biografer med muligheder for at vise 70mm film, bliver The Hateful Eight lanceret efter den ligeledes gamle, forældede distributionsform kaldet Road Show. Road Show var en måde til at promovere en film som en særlig eksklusiv begivenhed ved kun at vise filmen i et begrænset antal biografer landet over, før den oprindelige premiere. Denne filmiske begivenhed blev vist i for eksempel 70mm film, der var ofte en åbnings overture samt en 15 minutters pause (intermission) mellem de to akter i filmen. Tilmed havde road show filmene en længere varighed end den senere regulære biografpremiere og de havde desuden altid speciellavede trykte programmer til visningerne.

Tidligere road show udgivelser var for eksempel The Birth of a Nation (1915), den første talefilm The Jazz Singer (1927) eller storfilmen Borte Med Blæsten (1939). Efter fjernesynets fremkomst eksploderet antallet fra start 50’erne til start 70’erne med storfilm som Ten Commandments (1956), Ben-Hur (1959), Spartacus (1960), Lawrence of Arabia (1962), My Fair Lady (1964), The Sound of Music (1965), 2001: A Space Odyssey (1968) og Patton (1970).

The Hateful Eight har altså taget Road show til sig og med 70mm versionen havde kun 100 biografer i hele USA mulighed for at vise den. I Danmark er det kun Imperial i København. 70mm versionen af The Hateful Eight har også en overture (skrevet af den legendariske filmkomponist Ennio Morricone) og 12 minutters pause, samt ti ekstra minutters spilletid, som ikke er med i den regulære biografversion. Det er noget, som kun os filmnørder i fuldstændighed vil nyde.

Ny trend?
Spørgsmålet er så om dette er starten på en ny renæssance for denne distributionsform? Ifølge Tarantino selv var det kollegaen Paul Thomas Anderson, der også udgav sin The Master i 70mm film gennem The Weinstein Company, som i virkeligheden pionerede denne 70mm renæssance og lagde grundstenen til, at Roadshow og 70mm kunne lade sig gøre i dag.

Udover den åbenlyse mulighed for at lave en spektakulær filmisk begivenhed, er der også en anden årsag til at, at Tarantino har lavet flere versioner af samme film. Simpelthen fordi at nogle af scenerne egner sig kun til den grandiose og spektakulære visuelle oplevelse i biografen og ikke til fjernsynsoplevelsen derhjemme: ”You’re watching it on TV, and you just kind of want to watch a movie on your couch. … It was awesome in the bigness of 70, but sitting on your couch, maybe it’s not so awesome. So I cut it up a little bit. It’s a little less precious about itself.". Tarantino er realistisk omkring at ikke alle kommer til at se filmen i biografen og slet ikke på 70mm. Han ved godt at han også er nød til at give folk hjemme foran skærmen muligheden for at se hans film. Derfor mener han ikke, at The Hateful Eight bare er visuel spektakulær for at være det: ”I don’t want to stun into liking it because of the bigness. I should be able to put on a videotape and cross–tape it four different times and have you watch through an aquarium, and if it’s a good story, it’s gonna grab you.”

Vi er nu i gang med tredje eller fjerde 3D bølge i filmhistorien, og forskellige filmskabere forsøger at genoplive tidligere tiders måder at producere og distribuere film på. Om der er en 70mm-bølge eller en road show-bølge på vej er stadig uvist. Road showing kan måske være en måde at lokke flere folk tilbage i biografsæderne ved at tilbyde dem noget ekstra, der ikke kan fås andre steder. Udover den storslåede visuel oplevelse, kan ekstra spilletid og merchandise i form af specialtrykte programmer eller lignende, måske lokke flere til. Ingen ved, hvad fremtiden byder, men mange filmskabere forsøger at skabe den.

Læs desuden vores anmelder Astrid Maan Thomsens anmeldelse af filmen her: The Hateful Eight

Følg nedenstående link for se et glimrende videointerview med Quentin Tarantino og P.T. Anderson om 70 mm film.


Link: http://nofilmschool.com/2015/12/quentin-tarantino-and-paul-thomas-anderson-discuss-christmas-eve




banner
Overskrift Højre Block
Aquaman
Cold War
Spider-Man: Into...
The Rider
Mission: Impossi...
Matrix Revolutio...
Matrix Reloaded ...
The Looming Tower
Woman Walks Ahead
Lego DC Superher...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...